Store mængder nedbør skabte oversvømmelse flere steder – ingen meldinger om tilskadekomne

Profilbillede
dato

Motorvejen er åben igen. Andre steder giver vandet fortsat problemer, og veje er lukkede. Vær særligt opmærksom i trafikken.

Fredagens store mængder nedbør resulterede i oversvømmelser i specielt Esbjerg Kommune, enkelte steder i Vejen Kommune og i Varde Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i den forbindelse arbejdet tæt sammen med Vejdirektoratet, Sydvestjysk Brandvæsen og Region Syddanmark om at løse de problemer, der opstod. Det er sket i regi af den Lokale Beredskabsstab.

Nogle bilister blev fanget i vandmasserne og måtte forlade deres køretøj i vandet. Det var blandt andet tilfældet på motorvejen samt Vestkystvejen. Enkelte af dem havde brug for hjælp til at komme derfra, hvilket vi sammen med øvrige myndigheder bistod til. Sydvestjysk Brandvæsen har fået 7 udkald til den opgave fredag i Esbjerg Kommune samt 1 udkald lørdag i Varde Kommune. Til ét udkald havde passagerer i fire biler brug for assistance til at komme derfra.

Alle personer blev hjulpet ud af vandmasserne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke modtaget anmeldelse om tilskadekomne i forbindelse med oversvømmelserne.

Politiet er blevet kontaktet cirka 300 gange af borgerne om problemer med vandmængderne, og her drejede cirka 100 henvendelser sig om motorvejen, der var oversvømmet og derfor lukket.
I den forbindelse strandede mange bilister samt lastbiler på motorvejen. Da motorvejen var spærret af, blev trafikken vendt, så bilisterne først kunne komme derfra, og dernæst blev lastbilerne vendt, så de også kunne køre derfra. Lørdag formiddag blev de strandede biler på motorvejen fjernet, hvorefter den først åbnede i det vestgående spor og dernæst det østgående. Den var fuldt åben igen omkring klokken 10.

Fredag aften var et boligområde i det nordlige Esbjerg i fare for oversvømmelse, efter en lokal regnvandssø var løbet over på grund af den store mængde nedbør. Med vandafspærringer lykkedes det Sydvestjysk Brandvæsen at lede størstedelen af vandet udenom boligerne – også hjulpet af, at vandstanden i løbet af natten faldt.

En strækning omkring Esbjerg af Vestkystvejen er fortsat lukket på grund af vand på kørebanen. Vi arbejder på at gøre vejen farbar igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med øvrige myndigheder været travlt beskæftiget med at håndtere problemerne og ikke mindst sørge for skiltning og afspærring af de pågældende veje og områder for at undgå, at flere kom i problemer. Vi har, som det ser ud nu, arbejdet på i alt 45 lokationer i Esbjerg Kommune, 8 i Vejen Kommune og 5 i Varde Kommune. Vandet bevæger sig fortsat og kan dermed skabe flere problemer andre steder.

Blandt de større skader er en bro beliggende på Ålbæk Møllevej i Ålbæk kollapset, og vejen vil derfor være lukket i en længere periode.
Det samme er tilfældet på en strækning af Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor vejen er undermineret. Det vil også kræve genetablering, før den igen er farbar.
I Esbjerg omkring krydset Kjersing Ringvej og Østre Gjesingvej, hvor vejen går under jernbanen, vil der også være spærret i længere tid, da området ligger meget lavt. Her holder en lastbil fortsat på tværs i vandmasserne.

Flere veje er derudover fortsat spærrede på grund af oversvømmelse. Vi opfordrer til at være meget opmærksomme i trafikken, følge skiltningen til alternative ruter og ikke mindst respektere de afspærringer, der er sat op.

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi