Politiet søger vidner til hærværk mod ATK-udstyr

Profilbillede
dato

Hærværket fandt sted søndag klokken 17.30 i krydset Lunderskovvej og Nedre Kragelundvej i Bække i Vejen Kommune.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til hærværk mod færdselspolitiets ATK-måleudstyr.

 

Hærværket fandt sted søndag klokken 17.30 i krydset Lunderskovvej og Nedre Kragelundvej i Bække i Vejen Kommune, hvor ATK-udstyret stod på en trefod i vejkanten ved krydset.

 

Forud for hærværket kom to unge mænd kørende på scootere fra østlig retning på Lunderskovvej og fattede interesse for ATK-udstyret.

 

De to unge kørte derefter ind på parkeringspladsen ved Café Kragelund på Lunderskovvej, hvorefter en af de unge kørte tilbage i retning mod måleudstyret og sparkede til det, så det væltede i grøften.

 

De to unge fortsatte derefter ad Nedre Kragelundvej i vestlig retning mod Bække.

 

Der er fra stedet givet følgende signalement af de to unge mænd: De var begge spinkle af bygning, lyse i huden, iført mørke hættetrøjer og mørke styrthjelme. De kørte begge på mørke scootere.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til hændelsen. Borgerne kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi