Politi og samarbejdspartnere var på tryghedsvandring i Vejen

Profilbillede
dato

Blandt hovedemnerne på vandringen var mere gadelys, beplantning samt oprydning og vedligeholdelse i midtbyen.

Hvis du forleden så betjente i følgeskab med repræsentanter fra Vejen Kommune, Vejen Handelsstandsforening, SSP og byens diskotek vandre rundt i Vejen midtby, var det en tryghedsvandring, du så.

 

Forebyggelse er en stor del af politiets arbejde, og et af de initiativer, som politiet arbejder med i den forbindelse, er tryghedsvandringer. Sådan en havde den nye lokale stationsleder, politikommissær Dennis André Holst, inviteret samarbejdspartnerne på.

 

”Jeg er ny leder af beredskabsstationen i Vejen, og for mig er det vigtigt at mødes og komme rundt i byen med den her gruppe, som også har et stort indblik og en stor interesse i, at vi har en tryg by at færdes i. På den her måde ser vi på byen med flere øjne og får en god dialog, siger politikommissær Dennis André Holst.

 

På tryghedsvandringen blev der kigget på og talt om mange af de ting, vandringen kom forbi. Nogle af hovedemnerne var mere gadelys, beplantning og de åbne områder, og så blev der også talt om oprydning og vedligeholdelse i midtbyen.

 

”Et godt eksempel er, at når der først er malet graffiti eller ligger affald ét sted i bybilledet, så er det nemmere at være nummer 2, der smider affald eller maler graffiti end at være den, der begynder. Derfor er det vigtigt, at områderne fremstår pæne og ryddelige”, forklarer politiassistent Morten Terman Pedersen, der blandt andet arbejder med forebyggelse hos Syd- og Sønderjyllands Politi og derfor var med på vandringen.

 

En tryghedsvandring er mere end snak. Nu skal det undersøges, om der skal sættes tiltag i gang for at forbedre nogle af de områder, som fyldte på tryghedsvandringen forleden.


Vandringen gik blandt andet forbi jernbanetunnelen mellem Søndergade og Nørregade. Her er der allerede planer for renovering af belysningen, der blev etableret for et par år siden. Til trods for at lamperne er lavet i hærdet glas, så lykkedes det nemlig alligevel nogle gerningspersoner at smadre lamperne.

 

”Det er selvfølgelig super ærgerligt, at vi er nødt til bruge penge på at genetablere de lamper, der er slået i stykker. Det er penge, der kunne være brugt meget bedre andre steder”, siger Signe Hvergel Petersen, der er landskabsarkitekt i Teknik & Miljø hos Vejen Kommune.

Samtidig med renovering af lyset bliver den graffiti, der er malet i jernbanetunnelen, fjernet. På den måde kommer vægudsmykningen, der er lavet med motiver fra broens etablering, igen til sin ret.

 

Tryghed handler om mange forskellige ting, og de har indvirkning på hinanden. Tryghedsvandringen handler om at forebygge og dermed undgå utryghed.

 

”Vi holder tryghedsvandringer flere steder i vores politikreds. Vandringen forleden gav mange gode indsigter, og vi har allerede talt om, at vi næste gang skal ud at vandre senere på dagen for at få indtrykket af Vejen midtby om aftenen”, siger politikommissær Dennis André Holst.

 

På baggrund af tryghedsvandringen skriver Syd- og Sønderjyllands Politi en samlet rapport med anbefalinger til de tiltag, der kan implementeres. På den måde lægger samarbejdsparterne op til, at der sker løbende forbedringer i Vejen midtby.

 

Billedtekst: 

Forleden havde politiet taget initiativ til en tryghedsvandring i Vejen med samarbejdspartnere. Her ses fra venstre diskoteksejer Martin Karas Christiansen, landskabsarkitekt Signe Hvergel Petersen og byggesagsbehandler Christian Damm fra Teknik & Miljø, Vejen Kommune, samt SSP-medarbejder Keld Bjørbæk og politikommissær Dennis André Holst, som er stationsleder i Vejen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

 

Kontaktpersoner: 

Signe Hvergel Petersen, landskabsarkitekt, Teknik & Miljø i Vejen Kommune, tlf. 7996 6219, siph@vejen.dk

Politikommissær Dennis André Holst, Beredskabsstation Vejen, tlf. 3050 5442, dho006@politi.dk

 

 

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi