Lørdag den 28. august 2021 kl. 13.00 var en god dag for de mange glade motorcykelentusiaster i Vejen, her fejrede man nemlig ti års jubilæum hos motorcykelklubben MC Trolden.
Dagen bød da også på både helstegt pattegris og fest, for ej at forglemme et rullefelt, hvor folk kunne målt deres motorcykler. I anledning af den store dag, fik Lars Vandborg der er formand for klubben, også samlet flokken til et fælles billede.
Foruden jubilæet holder klubben også årlige pinse og sommerture. To af medlemmerne fra MC Trolden har for eksempel lige været ti dage afsted på motorcykeltur gennem Slovakiet, Tjekkiet, Tyskland og Polen.
Fælles for alle MC Troldens medlemmer er, at klubben og dens sammenhold i stor stil føles som terapi. Uanset om du er toogtyve eller syvoghalvfjerds, så kan det at mødes med nogle ligesindede og tage en tur på landevejen, virkelig gøre underværker.
Motorcykelklubben ‘MC Trolden’ blev oprettet tilbage i 2011, er beliggende i Vejen Kommune og kører normalt hver torsdag og søndag aften.
Som bekendt er årstiden i Danmark måske ikke altid motorcykel vejr, men det afholder ikke klubbens medlemmer fra at mødes jævnligt. De næsten fyrre medlemmer på mellem toogtyve til firs år, har nemlig både haft arrangeret fredagsbar, juletræsfester og fællesspisninger.
Sammenhold ud i fremtiden
Nu er de første ti år gået, og spørger man de mange glade medlemmer, skal den da også fortsætte mange år endnu. Så længe der er tilfredse medlemmer og en fælles passion omkring motorcykler, kan klubben kører langt ud i fremtiden.