Kabinescooter skal få hjemmeplejen frem i tørvejr

Foto: Social- og sundhedshjælper Anja Majdecki Plindstrup foreslog indkøb af en kabinescooter
Profilbillede
Astrid Bruun

Social- og sundhedshjælper Anja Majdecki Plindstrup er vant til at cykle ud til borgerne i hjemmeplejen i al slags vejr. Og når solen skinner, er det såmænd også fint. Men når regnen pisker ned, er det ikke altid lige morsomt at komme frem til borgere drivvåd og skulle have regntøj på og af mange gange i løbet af dagen.

Derfor skrev Anja sidste år en mail til sin leder og foreslog indkøb af en kabinescooter. Altså en trehjulet scooter der er lukket, og som dermed kan bringe personalet tørre frem til borgerne.

"Jeg cykler altid, men sidste vinter regnede det altså virkelig meget, og jeg har ikke mulighed for at tage egen bil. Det blev et irritationsmoment", forklarer Anja Majdecki Plindstrup.

Det var ikke kun hende der blev våd, også udstyr som iPad og telefon skulle i op til flere plasticposer for at undgå vand.

Områdeleder Bettina Rimdal var lydhør overfor ønsket, og selvom corona var med til at forsinke processen, så er det nye kabinescooter nu ankommet til plejecenter Blomsterengen i Holsted. Herfra får tre-fire medarbejdere mulighed for at deles om køretøjet.

"Jeg bliver så glad, når de gode ideer kommer fra medarbejderne selv, og argumenterne var jo gode og reflekterende. Så jeg var ikke i tvivl, og nu laver vi forsøg med en enkelt kabinescooter, så må vi se, hvordan det går", forklarer Bettina Rimdal, der er områdeleder i område vest og Akutteamet.

Anja Majdecki Plindstrup var hurtig til at prøve en tur rundt på parkeringspladsen med en kollega på det lille bagsæde. Og det gik fint, ifølge hende er scooteren, som ikke kræver kørekort, nem at styre.

"Jeg er glad for at der bliver lyttet til sådan et ønske, at det ikke bare bliver fejet af banen. Det bliver handlet på det."

Kilde: Redaktionen
Flere artikler