Fødevarestyrelsen søger erfaren dyrlæge med lyst til ledelse og interesse for beredskab

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at påvirke, hvordan dyrevelfærd kontrolleres fremadrettet? Har du mod på at lede på distancen og brænder du for personaleledelse? Og har du lyst til at indgå i et ledelsesteam, der prioriterer faglig sparring og intern koordinering i hverdagen?

I Fødevarestyrelsens veterinærenhed i Vejen, søger vi en ny ledelseskollega til at indgå i vores lederteam sammen med enhedschef Signe og tre erfarne sektionsledere Katja, Ulla og Kjartan.

Vi arbejder overordnet for en bæredygtig fødevareproduktion med fokus på sikre fødevarer og sunde dyr.

Dyresundhed og dyrevelfærd spiller en central rolle i vores daglige arbejde, når vores ca. 90 medarbejdere er ude på alt fra dyrevelfærdskontroller, eksportkontrol eller beredskabsopgaver.

Din ledelsesrolle
Du bliver nærmeste leder for ca. 25 medarbejdere og flere forskellige faglige teams, bl.a. Beredskabsteamet. En stor del af din personaleledelse vil foregå på distancen, da medarbejderne løbende er ude af huset for at køre tilsyn.

I ledelsesteamet vil din opgave være at bidrage til den daglige koordinering af opgaver og sparring for at sikre en velfungerende drift. Du vil desuden være med til at sætte den strategiske retning for enheden samt repræsentere Fødevarestyrelsen i møder med andre myndigheder og eksterne interessenter som besætningsejere, praktiserende dyrlæger og eksportører mv. Du vil i høj grad være med til at præge de dyrlægefaglige beslutninger, der træffes i ledelsesteamet, hvor du vil have et stort mandat.

Da vi er et lederteam med flere erfarne ledere, tager vi også gerne imod dig, der er ny i ledelsesrollen. Du vil i så fald få mulighed for at udvikle dig i din ledelsesrolle og løbende blive klædt på til nye udfordringer.

Om dig
 Du er uddannet dyrlæge og vil gerne kombinere den faglighed med ledelse evt. har du allerede erfaring med lederrollen
 Du har gerne en relevant lederuddannelse eller ledererfaring, eller også du har stort mod på at starte din lederkarriere
 Du har evt. kendskab til offentlig styring, forvaltning og embedsmandsrollen
 Du er respektfuld og engageret i dine relationer og dit samarbejde med ledelseskollegaer, medarbejdere og eksterne interessenter
 Du trækker på dit gode overblik og dine koordinationsevner, når dagligdagens driftsopgaver skal planlægges eller når der ud af det blå opstår en beredskabssituation, der vender op og ned på bemanding og de planlagte opgaver
 Du har gode kommunikative evner og kan facilitere teamdrøftelser, projektprocesser og netværksgrupper
 Du ønsker løbende at udvikle dine ledelseskompetencer og er åben for at give og modtage feedback fra dine ledelseskollegaer
 Det er et plus, hvis du er god til at konkretisere gode ideer og har fokus på fremdrift i fælles beslutninger i ledelsesteamet

Om os – hvem er vi?
VeterinærSyd er én af Fødevarestyrelsens fire decentrale veterinærenheder. Vi arbejder med dyrevelfærd, dyretransport og veterinært beredskab. Enheden er arbejdssted for ca. 90 medarbejdere, hvoraf størstedelen arbejder på distancen. Vi arbejder i faglige teams, der typisk er sammensat af dyrlæger, AC’ere og teknikere med fokus på eksempelvis kvæg, gris eller fjerkræ, hvor der ydes administrativ hjælp af vores sekretariat.

Det er kendetegnende for enheden, at der er gode relationelle forhold mellem leder-medarbejder og leder-leder. Vi prioriterer tid til ledelse og til at vedligeholde det gode samarbejde, hvilket vores seneste trivselsmåling også bar præg af. Vi har høj arbejdsglæde, og det er vi stolte af og vægter højt.

Om arbejdspladsen
Dit arbejdssted vil være i Vejen. Der vil være mulighed for hjemmearbejdsdage og fleksibilitet ift. arbejdstider, men det er vigtigt, at du også kan være fleksibel, når opgaven kalder på det.

Alle nye ledere i Fødevarestyrelsen tilbydes et onboardingforløb, hvor du bl.a. bliver klædt på til, hvad ledelse i Fødevarestyrelsen indebærer, får tilbudt en mentor samt muligheden for at netværke med andre nye ledere i styrelsen.

Hvornår skal du starte
Der er brug for dig den 1. december 2023. Første samtaler finder sted i uge 37 og anden samtale i uge 41. Test vil indgå som en del af rekrutteringsprocessen imellem første og anden samtalerunde.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er indplaceret som chefkonsulent med personaleansvar og ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten. Der vil være mulighed for tillæg efter kvalifikationer.

Tjenestestedet er Fødevarestyrelsen i Vejen, og det er let at komme til med bil.

Arbejdstiden er placeret i tidsrummet kl. 7-17, men du skal derudover være indstillet på varierende arbejdstider f.eks. i forbindelse med håndtering af det veterinære beredskab og andre akutte kriselignende situationer. I nogle uger skal du også kunne besvare opkald uden for den normale arbejdstid fra medarbejdere, der foretager kontrol på skæve tidspunkter. Som dyrlæge skal du endvidere være indstillet på at bemande den landsdækkende veterinære chefbagvagt.

Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning, CV, kopi af eksamensbevis og evt. andet relevant materiale online i vores rekrutteringssystem på fvm.dk/job senest den 10. september 2023.

Er du interesseret?
Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til enhedschef Signe Hvidt-Nielsen, tlf. 7227 5920, sektionsleder Katja Hartvig på telefon 7227 5643, sektionsleder Kjartan Kjærsgaard på telefon 7227 5705 eller sektionsleder Ulla Bækman Hansen 72 27 55 23 og du opfordres til at læse mere om Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Vejen Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Fødevarestyrelsen, Vejen, Søndergade 50, 6600 Vejen

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=171222&DepartmentId=8020&MediaId=338&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5886100

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet