Vil du være med til at sikre eksporten af fødevarer og kan du lide kombinationen af kontorarbejde og udkørende kontrol? Kan du se dig selv som myndighedsperson, hvor faglighed, kontrol og vejledning går hånd i hånd? Så er du måske vores nye medarbejder i FødevareSyd, hvor engagerede og dygtige kolleger venter på at byde dig velkommen.
Om stillingen
Din primære opgave vil være udstedelse af digitale eksportcertifikater samt sagsbehandling af eksportrelevante sager på certifikatkontoret i Vejen. Du vil blive oplært i at udføre kontrol med eksportregler i fødevare- og fodervirksomheder, hvor du ude på virksomhederne kontrollerer, at de overholder kravene som tredjelandene stiller. Dyrlægerne i FødevareSyd varetager også opgaver med kontrol på USA-godkendte virksomheder og kødopskæringsvirksomheder.
Dette er derfor også opgaver, du som dyrlæge kan få på sigt.
Du bliver en del af Team Eksport, som består af 6 dyrlæger og 3 inspektører, der alle arbejder med eksport af fødevarevarer- og foder. Derudover kommer du på certifikatkontoret til at samarbejde med både dyrlæger, tilsynsførende og administrativt personale fra andre teams.
Arbejdet udføres i hverdagen inden for normal arbejdstid. Certifikatkontoret har fast åbningstid fra kl. 8.30-15.00 mandag til fredag. På certifikatkontoret har man et fælles ansvar for at nå certifikatkontorets opgaver og man hjælper hinanden med at blive færdig med dagens indsendte certifikater. Der vil efter aftale være mulighed for at løse opgaver hjemmefra, når oplæring er gennemført. FødevareSyd dækker et stort geografisk område, så der vil være en del kørsel forbundet med eksportkontrol på fødevare- og fodervirksomhederne.
Om dig
For at komme i betragtning til stillingen skal du være uddannet dyrlæge og have dansk autorisation.
Vi forestiller os, at du:
• Har gode skriftlige og mundtlige formidlingsevner på dansk.
• Har let ved at tilegne dig nye digitale værktøjer og IT-systemer.
• Har stærke samarbejds- og kommunikationsevner og kan se dig selv i rollen som myndighedsperson.
• Trives med både selvstændig opgaveløsning og tæt samarbejde med kolleger.
• Er motiveret for at bidrage aktivt til både det faglige og sociale fællesskab, også når samarbejdet foregår digitalt.
• Arbejder målrettet og tager ansvar for at nå både egne, teamets og organisationens fælles mål.
Du skal desuden have kørekort til personbil.
Har du ikke erfaring med eksportregler, kontrolopgaver eller myndighedsarbejde, sørger vi for en grundig oplæring. Vi arbejder tæt sammen i teams, og du vil altid have kolleger at sparre med, når du møder nye eller komplekse opgaver. Det vigtigste er derfor ikke, at du kan det hele fra dag ét, men at du er nysgerrig og motiveret for at lære.
Om os
FødevareSyd er en enhed under Fødevarestyrelsen og har som vores væsentligste opgave at føre kontrol med fødevare- og fodervirksomheder samt at varetage opgaver ved eksport og import af fødevarer og foder. I FødevareSyd er vi ca. 130 medarbejdere og dækker geografisk den nordvestlige del af Vestjylland, Midt- og Sydjylland samt Fyn og øerne. Fødevarestyrelsen er en del af Erhvervsministeriet.
Hvornår skal du starte
Der er brug for hurtigst muligt og senest 1. november 2026.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer – herunder Den Danske Dyrlægeforening. Der vil være mulighed for tillæg efter kvalifikationer.
Stillingen er en fuldtidsstilling med en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer ugentligt og med tjenestested i Vejen.
Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning sammen med CV, kopi af eksamensbevis og andre relevante bilag senest den 13. september 2026.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 17. september 2026.
Du er velkommen til at kontakte sektionsleder Stine Norup Abrahamsen på 72 27 53 37, hvis du gerne vil vide mere om stillingen.
Erhvervsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Vejen Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Fødevarestyrelsen, Vejen, Søndergade, 6600 Vejen
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 13-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/99de335b-410a-4b6f-b3a2-1a5684e89457