Søren Aaskov Schultz fra Vejen klikker i cykelskoene og bruger kampen mod Tour de France-bjerge som en måde at vise støtte og gøre en forskel for sin kammerat, Per, der lever med sclerose.
Der venter Søren fra Vejen noget af en cykel- såvel som personlig udfordring i Frankrig, når han skal køre hårnålesving efter hårnålesving, stigning efter stigning samt højdemeter efter højdemeter på mestrenes asfalt om ganske kort tid.
Når Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, nemlig Scleroseforeningens flagskibsevent, Cykelnerven, løber af stablen i de franske Tour de France-bjerge få uger inden verdens største cykelløb, er dét, hvad der er på menuen for Søren og de 500 andre cykelmotionister, som deltager fra hele landet.
Alt sammen for at samle livsvigtige midler ind i kampen mod sclerose.
For Søren er der dog et ekstra lag på hele oplevelsen. Han cykler nemlig ikke kun for sig selv og for oplevelsen skyld – han cykler også for sin kammerat, Per, som har haft sclerose i 20 år. Per skal selv afsted på Cykelnerven – så for at støtte ham i hans kamp mod sygdommen, valgte Søren og to andre kammerater at tage udfordringen op sammen med ham.
Sclerose er en autoimmun sygdom, der påvirker centralnervesystemet og kan udløse forskellige symptomer i kroppen og hjernen. Og det er lige præcis den sygdom, Cykelnerven er etableret for at samle midler ind til – til forskningen i sclerose, der med tiden skal være nøglen til at bekæmpe sygdommen helt, samt til at forbedre livet for mennesker med sclerose og deres familier.
For Søren er sagen altså naturligt noget, der i højere eller mindre grad fylder i hverdagen. Og nu er sagen altså hans motivation for at bekæmpe Tour de France-bjerge og gøre en forskel for sin kammerat, Per:
- Det betyder faktisk meget, at vi har en mulighed for at gøre en indsats og dermed en forskel for de patienter, som er ramt af sclerose. Jeg har fulgt sygdommen på forholdsvis tæt hold, og som en af vores kammerater har sagt om Per, så er han er det sejeste menneske, vi kender. Han gør alt, hvad han kan for at leve livet fuldt ud på trods af, at sygdommen forsøger at sætte begrænsninger fra tid til anden, fortæller Søren.
12., 13. og 14. etape af Tour de France
På Cykelnerven 2025 kører rytterne nogle af de afgørende bjerge og stigninger, der er på årets Tour de France-rute. Det er mere præcis bjerge og stigninger fra årets etape 12, 13 og 14 af Tour de France, som Søren og de andre ryttere skal prøve kræfter med.
Cykeludfordringen bliver skudt i gang fra det sydlige Frankrig og fra den mindre landsby, Luz-Saint-Sauveur, der fra alle sider er omgivet af legendariske tour-stigninger og kun få minutter fra opkørsler til både Col du Tourmalet, Hautacam og Luz Ardiden. Bjerge, der i den grad er historiske Tour de France-bjerge. Især i danskerregi.
Det er blot tre ganske særlige Tour de France-bjerge ud af en alenlang liste, som årets ryttere skal kæmpe sig igennem på fire dage i sadlen.
Fire cykeldage, hvor alle ryttere efterfølgende kan sidde hjemme i sofaen og tænke tilbage på, hvordan det var at cykle lige præcis dét hårnålesving, endelig at nå toppen af dét bjerg og ikke mindst, hvorfor det så var okay at føle sig presset, når selv Pogačar hiver efter vejret på dén stigning.
- Det bliver givet en stor udfordring – jeg har aldrig cyklet i bjerge før, så mon ikke jeg bliver lidt presset hist og her. Omvendt bliver det også en kæmpe oplevelse at bestige de legendariske franske bjergtoppe, siger Søren og afslutter:
- Det føles godt at være en del af et stort cykel-hold, som har ét samlet mål, nemlig at samle så mange penge ind til den fremtidige forskning af sygdommen som muligt.
Krævende udfordring – på den flinke måde
At en af Cykelnervens ambassadører, der er med til at planlægge årets rute og selv cykler med hvert år, er Danmarks skarpeste Tour de France-ekspert, er heller ingen tilfældighed. Nemlig Dennis Ritter:
- Den nære sammenhæng med Tour de France giver Cykelnerven noget unikt og enestående, og det er også derfor, det er en stor ære for sådan en som mig, der har beskæftiget sig med Tour’en på nærmeste hold i 23 år, at være ambassadør på Cykelnerven, siger han og fremhæver, at Cykelnerven er en hård, fysisk krævende udfordring – på den flinke måde:
- Det er fysiske udfordringer fra øverste hylde, for ambitionerne er altid store på Cykelnerven. Uanset hvilken rute og hvilke bjerge, Tour de France-ledelsen vælger, tager vi altid udfordringen op.
Dennis Ritter og resten af Cykelnervens cykelentusiaster tager ikke kun kampen op mod de mange højdemeter for den exceptionelle oplevelses skyld. For dem alle er det både en personlig udfordring på viljestyrke og udholdenhed, men også et vigtigt bidrag i kampen mod sclerose.
Hvad er Cykelnerven?
Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose. Sidste år, i 2024, samlede årets ryttere 12.900.000 kr. ind.
I 2025 drager Cykelnerven for 12. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne er inddelt i lokale hold samt virksomhedsteams, der sikrer, at hele Danmark er repræsenteret.
Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 19.146 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20-40 år.
Cykelnervens fornemmeste opgave er at samle midler ind, der kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen.
Udover Dennis Ritter består Cykelnervens ambassadørkorps af: Tom Kristensen, Peter Tanev, Klavs Bruun Jørgensen, Eskild Ebbesen og Niels Laulund, Camilla Pedersen, Claus Elming, Sanne Jakobsen, Christian Moberg, Martin Jørgensen, Thomas Helveg, Thomas Castberg, Sophie Fjellvang-Sølling, Emil Vinjebo og Mikael Kamber.