Volden er blandt andet sket med en ukrudtsbrænder i forsommeren i år.
Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi har ved Retten i Esbjerg ført en sag om partnervold begået ved 3 tilfælde i perioden fra 30. maj 2026 til den 5. juni 2026. Mandag faldt der dom i sagen.
En 54-årig mand, som siden et grundlovsforhør den 5. juni 2026 har været varetægtsfængslet, er dømt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved at have brændt sin daværende partner med ukrudtsbrænder og for i 2 andre tilfælde at have udsat hende for henholdsvis vold og ulovlig tvang. Forholdene blev begået på parrets adresse og på et værtshus i Vejen Kommune.
Manden blev kendt skyldig i alle forhold efter anklagemyndighedens påstand og idømt en straf på 2 års fængsel.
Den 1. februar 2026 trådte to strafskærpelser i kraft i forbindelse med partnervold og grov vold. Straffen er hævet med 50 procent ved det første registrerede tilfælde af simpel vold mod en partner eller et barn. Ved grov vold betyder strafskærpelsen, at straffen er hævet med 100 procent.
”Partnervold er alvorligt, og dommens resultat viser, at det ikke er noget, retssystemet ser på med milde øjne. Straffen afspejler også de seneste strafskærpelser på området,” siger anklagerfuldmægtig Kasper Ørts Jørgensen, Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.
Retten besluttede efter dommen, at den 54-årige mand fortsat skal være varetægtsfængslet.
Den 54-årige mand har anket dommen.