Af Merete Kabel
Vejen Idrætscenter har fået et nyt rødt og hvidt livreddertårn fyldt med sjovt og spændende udstyr, som badegæsterne kan bruge i vandet. Redningskranse, rescue boards, bjærgedukker, redningsveste og -torpedoer skal inspirere til at prøve kræfter med livredning.
Det nye livreddertårn er en mindre udgave af TrygFondens populære rød-hvide livreddertårn, som vi kender fra strandene, men i modsætning til livreddertårnene på strandene er tårnet i idrætscentret ikke forbeholdt professionelle livreddere – tværtimod. Livreddertårnet skal inspirere til at lege med og udforske livredning, og alle brugere og medlemmer kan prøve livredderdiscipliner som fx at kaste en redningskrans, balancere på et rescue board og bjærge en dukke.
- Livredning er en sjov og meningsfuld aktivitet, hvor man kan lære at redde sig selv og andre, og det er vigtigt, når vi bor i et land omgivet af vand. I TrygFonden arbejder vi for at opbygge og udbrede en livredningskultur i Danmark, hvor endnu flere lærer livredning. Vi har i de seneste år oplevet en stigende interesse for livredning, bl.a. på strandene om sommeren, og derfor har vi testet interessen for livreddertårne i udvalgte svømmehaller rundt om i Danmark. Testen viste, at badegæster i alle aldre var vilde med at prøve kræfter med livredning i svømmehallernes trygge omgivelser, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde et livreddertårn til Vejen Idrætscenter, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
Ved udgangen af 2022 kan man møde livreddertårnet i foreløbig 45 svømmehaller.
- Livreddertårnet skal gøre det sjovt for alle at blive god til livredning, og vi håber, at det spændende udstyr og de forskellige øvelsesforslag, man kan finde ved tårnet, kan vække stor interesse og begejstring for livredning både blandt de mange svømmeforeningers medlemmer og de besøgende i svømmehallen. Livredning kan dyrkes af alle, og det er en vigtig færdighed at kunne redde sig selv og andre, siger Andreas Mølholm, Respekt for Vand-konsulent i TrygFonden Kystlivredning.
I Vejen Idrætscenter glæder de sig over at kunne tilbyde nye, sjove og lærerige vandaktiviteter.
- Vi bor tæt på hav og fjord her i Vejen, og derfor er det vigtigt, at børnene lærer at svømme og redde sig selv og andre i vandet. Vi har derfor glædet os til at tage tårnet og alt livredderudstyret i brug, og det er til fri afbenyttelse for både vores gæster, svømmeklubberne og skolerne. Jeg håber, at det vil give både børn og voksne lyst til at udfordre sig selv i vandet og prøve kræfter med bjærgning, dykning og andre livredderdiscipliner. Vores livreddere står klar til at hjælpe, hvis man har spørgsmål til, hvordan man bruger livredderudstyret, så man skal endelig bare spørge, siger Jakob Sander, direktør i Vejen Idrætscenter.
Om det nye livreddertårn
Livreddertårnet er fyldt med udstyr, som både voksne og børn kan lege og træne med for at blive klogere på livredning. Tårnet indeholder:
- Redningskranse
- Redningstorpedoer
- Bjærgedukker
- Rescue boards
- Redningsveste
Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.