Demensstrategien har den enkelt borgers behov for øje

Profilbillede
dato

Vejen Kommunes demensstrategi har fokus på skabe en god hverdag for det enkelte menneske. Mulighederne for hjælp og støtte er mange, og tilbuddene tilpasses så vidt muligt den enkelte borger. Det er med til at give ro og tryghed for både borger og pårørende.

Flere og flere borger rammes af demens. En kompleks sygdom, som kræver høj faglighed og fleksibilitet. I Vejen Kommune har politikerne vedtaget en demensstrategi, som blandt andet har som mål at se den enkelte borger, og give den støtte og hjælp der giver bedst mening for den enkelte borgere og de pårørende.

"Vi tilstræber at ramme så bredt som muligt og have en vifte af muligheder og tilbud, der gør at borgere alle steder og hele vejen gennem sygdommen har noget, der kan give dem en tryg og god hverdag", siger formanden for Udvalget for Social og Ældre, Bodil Staal.

Hun har sammen med det øvrige byråd i Vejen Kommune været med til at vedtage strategien, som gælder frem til 2025.

"En af årsagerne til, at vi som kommune kan lykkes med vores strategi, er at vi har stor fælles faglighed og at vi ikke bange for at prøve løsninger, der ikke lige ligger i kataloget, men som vi skal finde", konstaterer udvalgsformanden.

Nogle af dem, der arbejder med strategien til hverdag er Marianne Gejl Kristensen og Tina Grethe Jørgensen, som er demenskonsulenter i Vejen Kommune.

"Har du levet et aktivt og udadvendt liv, så forsøger vi at tilpasse vores tilbud efter det. Vi stræber efter at skabe et tilbud, der rammer mennesker hvor de er, ikke hvor vi synes de skal være", forklarer Tina Grethe Jørgensen.

Et af målene med demensstrategien er at støtte borgerne i at leve det liv de gerne vil leve, og hvor der samtidigt er taget hensyn til, at de har en demenssygdom.

"Vi har vores aktivitetscentrene med mange tilbud, hvor borgerne selv skal være aktive, og har meget indflydelse på aktiviteterne og lige så stille kan blive mindre aktive"

Når de rammer ikke længere er tilstrækkelige for demensramte borgere, så findes der en række tilbud i Vejen Kommune, afhængig af både alder og hvor man er i sygdomsforløbet. Eksempelvis er der klubtilbud i Rødding og Brørup, små hold for borgere der er lettere demente, men som har brug for overskuelige rammer.

Et andet tilbud er demensdaghjem. Det er til glæde for både den demente og ægtefællen. Dagtilbudshjemmet kan gradueres fra én til fem dage om ugen alt efter behov. Daghjemstilbuddet er med til at sikre, at borgeren kan blive længere i eget hjem sammen med sin ægtefælle, og så vidt muligt leve det live, de ønsker at leve. Ægtefællen får timer for sig selv, mens personale sørger for den demensramte borger.

"Vi har et godt samarbejde på tværs af kommunen med for eksempel visitationen, hjemmeplejen og trænende fysioterapeuter, og det giver en fleksibilitet i tilbuddene til borgerne", siger Marianne Gejl Kristensen.

Hvad betyder det, at paletten er så bred?

Tina: "Man bliver mødt, hvor man er og bliver anerkendt og accepteret. Vi forsøger at komme med tilbud, der passer ind i borgernes ønsker og behov".

Marianne: "Vi har en borgergruppe med en sygdom, som flere og flere får. En måde at sikre kvaliteten i vores tilbud er ved at uddanne personale, så de ved, hvad de har med at gøre. Vi har meget uddannelse hele vejen rundt i demenssygdomme. Det er en del af strategien, og det bliver der gjort meget for".

I demensstrategien er der også tænkt meget på de pårørende. Der er grupper for ægtefæller og for voksne børn. Målet er at holde hånden under de dem, der holder hånden under den syge borger.

"De fleste vil helst beholde ægtefælle hjemme længst muligt. For at det kan lykkes, er vi nødt til at have mange strenge at spille på. Eksempelvis kan det i nogle tilfælde bevilges, at der kommer en i hjemmet et par timer, så man kan handle og komme lidt ud", forklarer Marianne Gejl Kristensen.

Det er også en stor tryghed for borgerne at vide, at der er en demenskonsulent, som de kan ringe til ved behov. Det gør, at borgeren får de tilbud, der passer bedst til dem.

"Det er hele tiden det mindst indgribende. Når der skal hjemmepleje på, så kommer der selvfølgelig det. Men vi har også borgere der passer deres syge helt ind til plejecenter og hvor hjemmeplejen aldrig når indover", tilføjer Tina Grethe Jørgensen.

Også de frivillige spiller en væsentlig rolle for at skabe de bedste rammer for de dementramte. Nogle hjælper med motion eller er aflastere, så ægtefællen kan komme til egne aktiviteter om aftenen. Den del bliver koordineret gennem Ældre Sagen.

"Deres rolle er meget vigtig og er med til at sikre livskvalitet. Det er ikke alt kommunen kan, og her er de frivillige en stor hjælp", fastslår Marianne Gejl Kristensen.

Kilde: Redaktionen // Foto: De to demenskonsulenter Marianna Gejl Kristensen (til venstre) og Tina Grethe Jørgensen.